• Marianne Bækbøl

Stop selvbebrejdelserne over, at du er ledig

Sæt fokus på egenomsorg i stedet for og bevar din glæde og personlige styrke


I min rådgivning møder jeg mange mennesker, der befinder sig i en ledighedsperiode. Mange af dem er desværre fyldt med ufrugtbare selvbebrejdelser og negative antagelser om sig selv.


De føler sig dumme og skamfulde over, at de ikke lykkes med at få det eftertragtede job. Selvom mange ledige arbejder hårdere på deres jobprojekter end mange andre, tror de, at hvis de bare gør mere, knokler hårdere eller skriver bedre ansøgninger, vil de få jobbet.


De tror, at det kun er deres skyld

Ledige bagatelliserer ofte betydningen af, hvor presset et arbejdsmarked, de befinder sig på. Hvor store forandringer arbejdsmarkedet præges af, og hvor påvirkede og underlagte de er af strukturer, som de ingen indflydelse har på. For eksempel at ansøgningskravene til ledige gør, at hvor der for nogle år siden var 50-60 ansøgere, er det i mange brancher steget til flere hundrede ansøgere til en stilling, og nåleøjet tilsvarende er blevet mindre.


Du skal have omsorg for dig selv

Genopbygning og bevarelse af selvværd og tiltro til egne evner er derfor essentielle for at bevare gejsten på den ofte belastende vej til et nyt job, ligesom det forebygger udvikling af symptomer på stress. Ledige er den mest udsatte gruppe på arbejdsmarkedet, når det handler om risiko for at blive ramt af stress.


Selvfølgelig skal du som ledig søge jobs, men dit psykiske velvære og din livskvalitet er det mindst lige så vigtigt at fokusere på.


En vej til at fastholde selvværdet i perioder med modgang er at give dig selv omsorg. Egenomsorg er at vise dig selv i aktive handlinger, at du er noget værd. Egenomsorg viser, at du anerkender sig selv, selvom du oplever, at arbejdsmarkedet ikke anerkender dig.


Øv dig i at mærke, hvad du har lyst til

Når selvværdet er lavt, kan det være svært overhovedet at mærke, hvad man har lyst til. Det kan hjælpe idéerne på vej at tænke tilbage på, hvad der engang har gjort dig glad. Hvad der gjorde dig glad før i tiden, inden du blev ledig. Hvad der gav dig energi. Egenomsorg er alle slags gøremål eller oplevelser, hvor du bagefter føler dig gladere, lettere, roligere; kort sagt styrket.


Det behøver ikke tage hele dagen

At få tid til egenomsorg handler om, at du vænner dig til at sætte tid af til det, og det behøver ikke tage hele dagen, men du skal give dig tid til bare lidt egenomsorg hver dag. Selv et enkelt indslag kan gøre en stor forskel, men husk, at jo dårligere du har det, jo mere egenomsorg har dine batterier brug for.


Kickstart din egenomsorg

  • Lav en liste over ting, der gør dig glad og giver dig energi.

  • Væn dig til at sætte tid af hver dag til noget, der glæder og styrker dig.

  • Fortæl dine nærmeste omgivelser, at du er gået i gang med ’projekt egenomsorg’, så de kan bakke dig op.

  • Se dig hver dag i et spejl og sig højt til dit spejlbillede: Jeg elsker dig.


Egenomsorg er selvfølgelig også at bestille en tid til sparring hos en rådgiver som mig, hvor der er fuldt fokus på, hvordan du kan komme til at føle dig ovenpå i processen frem til dit næste gode job 😊


7 visninger

© 2019 – Marianne Bækbøl Rådgivning

Trivsel - Karriere - Stress

  • LinkedIn Social Icon