top of page

Sig konstruktivt nej. Det styrker din arbejdsglæde og gør chefen glad

Opdateret: 23. feb. 2021

Siger du sjældent nej til partner, mor, børn eller venner, når de hiver i dig? Også, selvom du inden i egentlig har lyst til at råbe et højt og rungende NEJ. Så har du sikkert også svært ved at sige nej til din chef.


Overvej et øjeblik, hvor tit du siger ja til en forespørgsel fra din chef, selvom det betyder, at du skal presse dig selv. At du skal arbejdere hårdere og længere. Aflyse private aftaler måske. Sikkert ofte.


Der er frygten og ikke virkeligheden, der spærrer for fornuften Jeg ved ikke, hvad dine grunde er, men typisk siger medarbejdere ja til mere arbejde, fordi de er bange og har en (som regel urealistisk ) frygt for hvad et nej vil udløse af vrede, konflikt, ekstra arbejde til kollegerne, en afvisning, manglende forlængelse af projektansættelsen eller måske endda fyring.


Ikke mindst siger de ofte ja fordi negative følelser over, at chefen overhovedet har spurgt, spærrer for konstruktive tanker og dermed også for et konstruktivt nej.


Nej gør dig glad på den lange bane Imidlertid kan det at sige konstruktivt nej være en holdbar vej til et langt og tilfredsstillende arbejdsliv, der gør dig glad. Og ikke mindst også gør din chef glad. Når du benytter dig af konstruktive nej’er kan det hjælpe dig til at bevare energi, koncentration og fokus på dine opgaver. Du får overskud til at blive ved med at være den stabile, effektive og produktive medarbejder, du er.

Definitionen på det konstruktive nej Et konstruktivt nej, er et nej efterfulgt af et konstruktivt løsningsforslag. Forskellen på et almindeligt nej og det konstruktive nej er, at du tager ansvar for situationen og samtidig siger nej uden at være afvisende.

Et konstruktivt nej hindrer overbelastning Der imidlertid ikke grund til at være bange for nej’er med mindre, din chef er direkte sociopat.


Målet med dit nej er jo ikke at være vrangvillig, men tværtimod at blive ved med at løse dine opgaver tilfredsstillende inden for almindelig arbejdstid, ikk?


Fordi du i forvejen har rigeligt at lave, ved du, at det vil gå negativt ud over din effektivitet, din opgaveløsning og ikke mindst din trivsel at påtage dig mere. Du vil få for travlt, hvilket påvirker koste dig din nattesøvn og dit overblik. I sidste ende kan for mange ja’er ende med en stress-sygemelding.


Et konstruktivt nej er ansvarligt Vær bevidst om, at det er dig og ikke chefen, der har fingeren på pulsen, når det gælder din arbejdsdag og din opgaveløsning. Når han eller hun spørger dig, om du vil løse endnu en opgave, ved vedkommende som regel ikke, hvad du reelt har på tallerkenen af opgaver i forvejen.


Hav også i baghovedet, at chefen har et reelt behov for at få løst opgaven eller problemet, og at han eller hun ved, at du, er den imødekommende type, der generelt siger ja, når du bliver spurgt om noget. Meget nemmere at gå til end en af dine mere 'besværlige' kolleger.


De to fakta skal du bruge til at erkende, at din chef har brug for både hjælp og indsigt, og at det er dig i rollen som ansvarsfuld medarbejder, der er nødt til at give ham begge dele. Ikke igennem et betingelsesløst ja, men med et konstruktivt nej.


Du skal nå at tænke dig om, inden du svarer At tænke dig om, inden du giver et endeligt svar, er måske dit vigtigste våben mod et ja, du kommer til at fortryde et splitsekund senere. Så du svarer i morgen. Måske et ja, måske et nej. Du ved det ikke endnu.

Under alle omstændigheder gør du det meget svært for din chef at blive træt af dig, hvis du overordnet er konstruktiv i din tilgang.

Eksempler på et konstruktivt nej Måske taler man ikke normalt sådan her på din arbejdsplads. Læs eksemplerne og oversæt dem til dine egne omgivelser og til formuleringer, der falder dig naturligt, næste gang chefen vil pålægge dig endnu en opgave.

”Tak, fordi du spørger mig. Jeg vil virkelig gerne hjælpe, men jeg skal lige have overblik over min kalender, inden jeg svarer dig. Giv mig lige en time/til i morgen, så kigger jeg ind til/ringer tilbage.”

”Det lyder spændende, men jeg er ikke sikker på, at jeg har tid og plads på mit skrivebord til at løse den opgave på grund af xxx-opgaver, men jeg tjekker lige mine øvrige deadlines og vender tilbage.


"Jeg er glad for at blive spurgt, men jeg tror desværre, at jeg er helt optaget af xx. Men jeg vil rigtig gerne lige overveje, hvilke andre måder, vi kan løse opgaven på, hvis jeg ikke selv har tid. Jeg kommer lige ind til dig/ringer tilbage til dig i morgen.”

”Jeg vil meget gerne hjælpe, men jeg synes egentlig ikke, at jeg er den bedste til xx og det vil tage mig nogen tid at løse den. Lad mig lige tænke over, hvad jeg kan gøre, så vender jeg tilbage til dig senere/i morgen.”

På chefens kontor den følgende dag Næste dag, når du går ind til chefen, har du forberedt dig grundigt, så du kan fremstå rolig, selvom du føler dig presset. Vær venlig og rolig, når du går ind til chefen. Husk på, at vedkommende gerne vil have din hjælp, og du er velkommen på kontoret.

  • Du har lavet en oversigt over, hvad du bruger din tid på lige nu, så din chef kan blive klogere på din arbejdssituation.

  • Du har overvejet, hvordan opgaven kan løses enten af dig eller af andre. Helt konkret. Og du har tænkt fordele og ulemper igennem ved dit forslag, så du er klar til at argumentere, hvis det bliver nødvendigt. Beskriv direkte handlingsanvisninger, så du hjælper chefen godt på vej til at få løst opgaven på anden måde.

  • Præsenter chefen for saglige og faglige grunde til at få løst opgaven, som du foreslår. For eksempel at den bliver løst hurtigere eller bedre, at du bliver mere produktiv, at afdelingen kommer hurtigere i mål eller hvad det nu kan være.

Disse åndedrætsøvelser er nemme og virksomme, når du har brug for ro i hoved og krop. I løbet af arbejdsdagen, inden svære møder og ved nattetide.


Det kan også være et ”nej, hvis ikke…” Måske er du ikke typen, der har behov for at tænke til i morgen, og vil bare vildt gerne have den opgave, som chefen kommer med. Dit problem er udelukkende, at du har alt for travlt med andre ting til at kunne gøre arbejdet ordentligt. I de tilfælde kan du afprøve nogle af disse formuleringer af et betinget ja.

”Tusind tak, fordi du spørger, og jeg vil meget gerne tage opgaven/tage mødet/ordne regnskabet, men det kræver, at jeg kan arbejde lidt uforstyrret. Hvis jeg skal kunne koncentrere mig, må jeg arbejde hjemme et par dage i roligere omgivelser. Jeg vurderer, at hvis jeg arbejder hjemme torsdag og fredag i næste uge, vil jeg kunne gøre det godt og nå at blive færdig. Hvad tænker du om det?

”Ih, hvor ville jeg gerne have den opgave, men det er umuligt for mig at nå, hvis ikke jeg får hjælp til xx. Jeg tænker, at god hjælp ville være, hvis jeg fik…”

Et godt nej kan også være et ”ja, men ikke nu” ”Jeg vil meget gerne tage opgaven, men jeg har desværre så travlt med xx lige nu, at jeg kan først gøre det i uge 43, når jeg har afleveret xx til kunden/når vi er på den anden side af deadline for xx. Er det okay, eller vil du hellere have en anden til at tage den, så?”


Føler du dig stadig usikker på at gå ind og tage større ansvar for din arbejdsglæde igennem det konstruktive nej, kan du få yderligere hjælp til at komme i mål med dit møde med chefen i min guide til svære møder.

Held og lykke med at få sagt nej til stress og urimelige arbejdsbyrder og i stedet ja til dig selv.


(Illustrationen har jeg venligt lånt på dr.dk)

193 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page